I 1830 var H.C. Andersen så småt begyndt at blive et kendt navn. Det var endnu før eventyrene, men et par af Andersens digte og ikke mindst hans debutbog Fodrejse fra Holmens Canal til østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, havde skabt opmærksomhed om den unge digter. Nu ville Andersen skrive en historisk roman, ligesom vennen B.S. Ingemann og det store forbillede Walther Scott. For at finde stof til romanen, rejste han ud på en tre måneders sommerrejse i det danske land.
1. august ankom Andersen til Svendborg, hvor han blev en lille uge. Her blev han inviteret til at gøre et besøg på Valdemars Slot, hvilket den nysgerrige Andersen ikke kunne sige nej til. Udover at fascineres ved de smukke omgivelser på Tåsinge, samledes Andersens interesse sig om en detalje ved slotsbesøget: "især de gamle Portrætter interesserede mig; blandt andet var der en Dame af den juulske Familie, der gjorte et dybt underligt Indtryk paa mig, det var det første Qvindelige Ansigt der har gaaet mig til Hjertet, og jeg blev ordentlig lidt veemodig ved at tænke mig disse Former opløste til Støv."
Andersen huskede oplevelsen 7 år senere, da han i romanen Kun en Spillemand lader hovedpersonen Christian have samme oplevelse på Valdemars Slot. Andersen havde den bestemte evne, at han så sjælen i alle ting - både i det levende og i det døde. Denne evne til at besjæle alt brugte digteren senere i sine berømte eventyr.
H.C. Andersens livlige fantasi var ikke blot en gave for forfatterskabet, men kunne også martre digteren selv. Andersen havde ofte betænkeligheder ved at overnatte på herregårde og slotte. I Kun en Spillemand gyser den unge Christian ved tanken om, at skulle sove på slottet "om Natten traadte sikkert Billederne ud af Rammerne og af Betrækkene; Niels Juul med Sværdet i Haanden tog plads i den brogede Lænestol med den høie Ryg".
Læs mere om H.C. Andersens rejse rundt i Danmark på www.andersenwashere.com |
